Min mission
Jeg brænder for at støtte mennesker og udvikle enkle teknikker og værktøjer, der skaber personlig vækst og spirituel udvikling. Jeg har en unik tilgang, der forener de to grundlæggende universelle tilstande; bevidsthed og energi.

Bevidsthed - den maskuline grundenergi - træner os i at observere, rumme og forankre uden at miste fodfæste.

Det feminine aspekt er energi, hvor vi gennem øvelser og praksis lærer at mærke efter, gå ind i følelser, energier og tilstande, for til sidst at oplyse og integrere dem med kærlighed og egenomsorg.

Tilsammen skaber de en enkel, håndgribelig og potent udviklingsrejse, transformation og øget balance.

OM

HER KAN DU LÆSE MERE OM MIN MISSION, PERSONLIGE HISTORIE OG METODE

Min historie
Jeg er vokset op i Gladsaxe i et hjem præget af vold og alkohol. På overfladen så alt ud til at være fryd og gammen, men jeg følte mig dybt ensom, anderledes og misforstået. Hele min opvækst var præget af angst, mobning, og mangel på basal tryghed. Jeg søgte trøst i magiske fantasybøger og klassisk musik, hvor jeg flittigt øvede på klaveret og dansede rundt til store symfonier på mit værelse.

Da jeg fyldte 18 år, blev jeg optaget på musikkonservatoriet og derfor også smidt ud hjemmefra. Endelig var jeg fri, og de næste mange år arbejdede jeg disciplineret og målrettet på at mestre klaveret. Efter 10 års uddannelse afsluttede jeg med en storslået debutkoncert og blev kunstnerisk leder for en Festival i London. Alt pegede på det tidspunkt i retning af en international karriere i musikkens tegn - på vej mod stjernerne.


Men skæbnen ville det anderledes, og min latente spiritualitet begyndte at røre på sig. Mærkelige symptomer, oplevelser og tilstande pressede sig på, og til sidst måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne ignorere det længere. Jeg søgte hjælp hos en dygtig clairvoyant og min læge. Lægen mente, at jeg var ved mine fulde fem efter en mentalundersøgelse, og clairvoyanten forklarede at jeg havde ekstraordinære clairvoyante evner. Hun kanaliserede mine åndeguider, der gjorde det klart, at jeg var ved en skillevej i mit liv. Tiden i musikkens verden havde forberedt mig, forfinet mit sanseapparat og givet mig tid til at modne som menneske. Nu var det tid til at bruge mine evner til at gøre en reel forskel for andre. Om muligt hele menneskeheden. Der var ingen vej tilbage fra denne åbenbaring, selvom jeg forsøgte at undslippe den i årene efter.

Kort efter min clairvoyante seance fik jeg selv kontakt til en indiansk åndeguide, der begyndte at undervise mig i clairvoyance og klarhørelse. Han var ikke imponeret over mig til at begynde med og syntes jeg var alt for langsom. Men med tiden blev han mildere stemt og fik mig ofte til at skraldgrine i vores sessioner.

Siden er jeg kommet i dybere kontakt med mit sjælsformål, hvor dette website er første skridt på vejen til at folde det ud. Selvom jeg altid har været yderst skeptisk anlagt, har de intense udviklingsprocesser i de seneste år givet mig så mange erfaringer uden for det normale sanseområde, at jeg har fundet en dyb ro i det. Jeg er nået til et sted, hvor jeg sagtens kan rumme andres berettigede skepsis - man skal ikke hoppe på hvad som helst Dog ønsker jeg at bidrage til at bringe det spirituelle helt ned på jorden, så at sige, og gøre det tilgængeligt og meningsfuldt for alle.

Hvis jeg kan få alle jeg arbejder med til at blive forankret i “hjertet”, er min mission fuldendt! Så enkelt…

Min metode:
Min metode bygger på foreningen af det maskuline og feminine aspekt af den universelle energi. Meditation og tantra er fantastiske redskaber til at forene alt hvad vi indeholder.

I 2023 blev jeg indviet i Guru Mohanjis “Consciuosness Kriya-teknikker”, som anses for at være den mest potente form for spirituelt indre arbejde der findes. Optagelsesprocessen var intens, og jeg skulle besvare en række spirituelle og eksistentielle spørgsmål i essays. Jeg blev ikke optaget i første forsøg, men måtte uddybe nogle af mine svar, for at de kunne få en idé om min åndelige modenhed.

Kriya har til formål at vække kundalini-energien og integrere maksimal åndelig essens i vores krop og væsen. Den træning jeg modtog er hemmeligholdt gennem 5.000 år og tilhører Dattatreya-traditionen.

Efterfølgende er jeg stødt på Kriya-yoga i forskellige former, men de mest potente og hemmelige teknikker er endnu ikke blevet frigivet. Det er denne tradition, jeg arbejder ud fra i mit virke.